Spar på vandet

1 m3 vand (1.000 liter) koster kr. 16,83 i 2013. (Vand 7,20, vandskat 6,13 og moms 3,33.)

Hver gang, du sparer på vandet, er du med til at sikre, at vi også har rent grundvand i fremtiden. Det er godt at tænke på, hver gang man åbner for vandhanen - både på badeværelset, i køkkenet og når tøjet vaskes.

Vandspild er overflødigt forbrug, som ingen har glæde af. Det drejer sig om alt fra dryppende vandhaner til utætte installationer. Desværre er de sidste både de sværeste at opdage og de mest kostbare, fordi det ofte drejer sig om enorme mængder vand fra selv en lille sprække.

Check dit vandforbrug


Vi er blevet bedre til at spare på vandet, men det er vigtigt fortsat at være opmærksom på sine vaner og vandinstallationer. Check jævnligt om der er utætte vandinstallationer på ejendommen.

Aflæs vandmåleren om aftenen når alle i huset er gået i seng, og ingen bruger vand. Aflæs vandmåleren igen om morgenen før nogen bruger vand. Er aflæsningen om morgenen forskellig fra aflæsningen om aftenen tyder det på, at der er en utæthed i vandinstallationerne, som skal udbedres. Efter installation af de nye vandmålere kan evt. utætheder aflæses hele døgnet. På vandmåleren står der "LEAK" hvis der er en utæthed. Vandmåleren registrerer hvis ikke har været et fuldstændigt stop i løbet af døgnet.

En utæt vandledning f.eks. under gulv, som får lov at løbe i månedsvis uden at blive opdaget, er en dyr affære. Aflæs derfor din vandmåler mindst en gang månedligt og undgå ubehagelige overraskelser, når vandregningen kommer.

En vandhane som drypper, kan koste fra kr. 500-3.800 om året. Et toilet, der løber, kan nemt koste over kr. 1.000 om året.

Et brusebad koster ca. 1 krone og 50 øre i minuttet. Husk, du behøver ikke bruge vand, mens du sæber dig ind, og lige så godt kan lukke for vandet i mens. Skift evt. til en vandsparende brusertype.

Mange har en vane med at lade vandet løbe, mens de børster tænder. Det er der absolut ingen grund til. Installer perlatorer (luftblandere) på vandhanen, det er nemt, billigt og effektivt.

Hvis din vaskemaskine er 10 år gammel, bruger den cirka 100 liter vand til en vask - en ny maskine med "A"-mærke bruger det halve. Brug spareprogram som reducerer forbruget af både el og vand. Og så bruger vaskemaskinen jo også strøm, så tænk på, om du ikke lige kan bruge tøjet en dag til, inden det ryger i vasketøjskurven. Brug vaskebold og spring forvasken over.

Udskift et ældre toilet med et nyt dobbeltskyllende (stort og lille skyl), husk at bruge "lille skyl", og spar 5-6 liter vand pr. skyl.

Copyright © 2013 Ullerød Vandværk A.m.b.a. og Pejse A/S